Interview i Magasinet Liv, dec. 2019

Magasinet Liv, som er en ganske udmærket dansk kvindeblad, har været så søde at ville interviewe mig, om hvordan det er at krydse et ocean. Det er så blevet til denne fine artikel: 


Mirela om sin rejse over Atlanten: “Vi var sammen i 18,5 døgn på 7 kvadratmeter”

Mirela Dokkedal har sejlet til Caribien og tilbage igen i en lille sejlbåd med sin mand,
og på havet har hun lært, at hun ikke kan styre alt – og at det faktisk er en befrielse.

Mirela Dokkedal (45)

• Er gift med Mikael og mor til Karina på 24 år – og mormor til lille Lea.
• Mikael er desuden far til Bjarne på 31 år.
• Har skrevet om sine rejseoplevelser i bogen Blue Dane Over Atlanten.

HVEM: Mirela rejste med sin mand, Mikael.


HVAD: Rejse i egen båd, en LM 32 fod selvbygget motorsejler – cirka 9,80 m lang og 3 m bred.


HVOR: Over Atlanten til Caribien og tilbage igen.


HVORNÅR: Fra sommer 2017 til sommer 2018.


Læs videre i Magasinet Liv

Tak for en rigtig fin anmeldelse i Langturssejlerbladet, januar 2020

Den er her!

Blue Dane over Atlanten - drømmen om friheden og de store oceaner

Nu er den her! Den længe ventede bog om vores eventyr er lige landet på mit bord! Det er så dejligt at bladre den igennem og genleve alle vores oplevelser.


Lykken er...at følges ad og forfølge sine drømme...

Tak for de flotte ord fra LM klubbens formand 

Mirelas bog fortjener roser på flere fronter.

1. En dejlig indledning med beskrivelsen af hvem Mirela er og hvordan hun er nået frem til det, hun er i dag.
2. En god beskrivelse af livet som langturssejler og de forberedelser og tanker, der går forud for færden ud på de store verdenshave.
3. Gode tips og råd for både nybegynderen og den garvede om sejladsen på oceanerne.
4. Dejlige fortællinger om oplevelserne undervejs til og fra Caribien og opholdet derovre i en lille båd som LM32.
5. Fint resume og en god afslutning med oplysninger om økonomien i et sådant eventyrsprojekt
6. God gaveide til interesserede i sejlads i det hele taget.

Hans Erik

                                                                                       

I Odense Motorbådsklubs blad Kikkerten, kom der denne meget dejlige boganmeldelse, som jeg er 

virkelig glad for. Tak for det :-)

På langtur med Blue Dane - artikel i Ugeavisen Odense

På langtur med Blue Dane - et år på de blå oceaner
(artikel bragt i Ugeavisen Odense, d. 29. maj 2019)
Læse om den lille båd Blue Dane og vores eventyr i bogen Blue Dane over Atlanten – drømmen om friheden og de store oceaner, der udkommer d. 8. juli 2019 på forlaget mellemgaard.dk.

Drømmen blev født for mange år siden, dengang vores båd mest af alt lignede en damjolle, som lå i vores baghave på Midtfyn. Efter 5 års arbejde med at bygge, fik den endelig vand under kølen i sommeren 1999 og vores LM 32 motorsejler blev døbt Blue Dane. Siden da, har vi sejlet på floder og kanaler til Paris, på Themsen til London og Østersøen rundt, hvor vi vendte i Helsinki. Tiden har altid været den afgørende faktor for, hvor langt vi kunne sejle. Mens vores børn var små, blev vi nødt til at nøjes med forlængede sommerferier eller få måneders orlov fra skole og job. Men det hidtil største spring tog vi i 2017, da min mand Mikael og jeg tog et helt års orlov og kastede os ud i vores livs eventyr: at krydse et ocean.

Der er blandt sejlere en opfattelse af, at man skal anskaffe sig en stor, moderne og topudstyret båd for at krydse oceaner. Derfor kan man sige, at vi er lidt anderledes: vi tog afsted i en lille hjemmebygget motorsejler, hvor det vildeste udstyr ombord var en vindror, en satellittelefon og en navigations-app installeret på en gammel iPhone 6. Ligesom med andre hobbyer og interesser, kan man købe sig fattig i fancy udstyr, med det resultat, at man ikke har råd til at komme afsted. Der ligger mange større, dyrere både i de danske havne, hvis ejere enten ikke har råd til eller mod på at sejle i, længere end en tur rundt i de danske farvande. Drømmen om langtur er der, men i den sidste ende, er det bare svært at slippe bekymringerne om, hvad der kan ske undervejs eller hvordan man skal klare sig væk fra den forudsigelige hverdag hjemme i Danmark.

Folk spørger mig tit, om det ikke er farligt at krydse et ocean? Til det plejer jeg at sige: Jo, det er farligt, men ikke farligere end det er for dig at køre på arbejde hver dag. Forskellen er bare, at når det lykkes for mig, når jeg frem til en hvid palmestrand, mens du bare kommer på arbejde. Mange mennesker ønsker at bryde op med hverdagen og leve et liv, hvor man selv kan bestemme, hvad man har lyst til at lave. Vi nøjedes ikke med at drømme, vi kastede fortøjningerne der bandt os til land og tryghed, og sprang ud i det, hvor vi bogstaveligt talt, ikke kunne bunde. Turen gik fra Danmark og sydpå gennem Den Engelske Kanal, Biscayen, Kanariske øer, Cap Verde øerne og derfra krydsede vi Atlanten til øen Tobago.Jeg husker lige så tydeligt følelsen af total frihed, da vi satte vores skæbne ind i det gode skib Blue Danes bredrøvede favn: en beroligende skvulpende lyd fra boven, en stille knirken fra de vidtudstrakte sejl og en, indtil da, ukendt følelse af irreversibilitet. Verden ventede derude, på den anden side af oceanet, et sted i den dybe Pirates Bay på Tobago. De første to-tre døgn efter man forlader den faste grund under fødderne er lidt slørede i hukommelsen. Er vi virkelig afsted? 
Vi skal finde vores søben: vi sover halvdårligt, er kun os 2 til at passe alle døgnets vagter, vi spiser ikke ret meget og i det hele taget skal forsøge at falde ned. Adrenalinen har ikke helt fundet sit rette niveau og efter de første par døgn kan vi se på oversigtskortet, hvor tæt vi stadig er på Afrika. Der er langt til Tobago i Caribien! Som i et sandt eventyr, begynder passatvinden at skubbe os i den rigtige retning på tredjedøgnet. Efter de første 7 nætter med totalt mørke, står fuldmånen op før midnat, og dens genskin i bølgerne danner en sølvagtig kontrast til de flunkende stjerner, der ser helt lyseblå ud. Aldrig har jeg set så mange stjerner før, og pludselig kan man fornemme, at man ikke er helt alene: utallige stjerneskud strejfer over himlen og det føles som at være omgivet af en forstummet sværm af selvlysende insekter.

Dagene går med at lave mad, (som i øvrig er ret svært, for man skal balancere med alle ingredienserne på én gang), spise, (og forsøge at holde maden nede i maven), løse kryds og tværs, læse eller bare stirre på det uendelige blå vand omkring os. Dagens højdepunkt er om eftermiddagen, mens vi begge to er vågne og vi kan gå på opdagelse i gemmerne, for at finde noget lækkert til kaffen. Stuverummene er fyldte med lidt af hvert, ting vi har købt undervejs og som vi endda har glemt vi havde: poser med blandede nødder eller chips fra Spanien, slik og chokoladekiks fra Gran Canaria og dåseananas fra Cap Verde. Efter 14 dage er vores frugtbeholdning tom, så en hurtig frugtsalat med dåsefrugt og dåseflødeskum er bare toppen! Især hvis vi stadig har en rest mørk chokolade et sted, hvor den ikke kan smelte i varmen. Det er ikke helt forkert når man siger, at man sejler der, hvor smørret smelter.

Dagene bliver til uger og efter 18 døgn får vi regn for første gang i flere måneder. Det er så forfriskende lækkert, at man har lyst til at danse nøgen på dækket. Vi nøjes med en hurtig skyller i ferskvand og gemmer den helt store fejring til vi har smidt ankeret i Pirates Bay. Der skulle gå yderligere tre uger til vi kunne tage et rigtigt brusebad i havnen på Grenada.

Læse mere om den lille båd Blue Dane og Mirela og Mikaels eventyr i bogen Blue Dane over Atlanten – drømmen om friheden og de store oceaner, der udkommer d. 8. juli 2019 på forlaget mellemgaard.dk og hold øje med bloggen http://bluedaneatlantic.blogspot.com/.  

Blue Dane over Atlanten - drømmen om friheden og de store oceaner

Det er navnet på min bog, som handler om vores et års sejltur til Caribien og tilbage igen. Efter man har været hjemme i nogle måneder og efterårets regn pisker på stuevinduerne, er den bedste medicin at mindes en dejlig tid med evig sommer.


Bestil bogen her

Eventyret om den lille danske motorsejler Blue Dane blev fulgt at mange mennesker på de sociale medier, men nu kan man læne sig tilbage og læse om drømmen, friheden og de store oceaner i bogform. Mange mennesker har et ønske om at miste fodfæstet for en stund, forlade hverdagen og trygheden i Danmark og begiver sig på ukendt territorie. Bogen er krydret med skønne billeder og livlige beretninger i dagbogform, der skaber nærvær og ægthed, og man er med som læser på sidelinjen når Mirela og Mikael krydser Atlanterhavet, oplever udfordringer undervejs, og man bliver heller ikke snydt for en storm i Nordatlanten. Høje palmer, hvide sandstrande og mødet med skønne Caribien er de fantastiske gaver, man må pakke ud efter 18,5 døgns sejlads fra Kap Verde til Tobago. Sejlerlivet giver én følelsen af frihed og er med til at tegne et ægte eventyr.

 Uddrag af bogen

”Vi ligger nu i Pirates Bay på øen Tobago, ved byen Charlotteville. Vi er nået til Caribien i egen båd. Vores drøm er blevet til virkelighed. Min kaptajn fortjener stort ros for alle de gode beslutninger undervejs og for al den tålmodighed, han har vist. Også kæmpe ros til vores lille båd, der har vist sin styrke undervejs. Vi er så lettede og lykkelige over, at havguderne har været os nådige, og nu kan vi med god samvittighed iklæde os røde bukser som er langturssejlernes symbol på, at vi har krydset Atlanten i egen båd. Den første ting, vi gjorde, efter vi kastede ankeret, var at smide tøjet, kaste os i caribisk farvand og mærke saltvandets varme på vores trætte kroppe.”

Om forfatteren

Mirela og Mikael Dokkedal har sejlet sammen i snart 20 år i en LM 32. Mirela er drømmeren og planlæggeren, mens Mikael er den sejlkyndige og altmuligmanden. De er stærkere sammen og gennemfører altid det, de sætter sig for. Turen til Caribien og tilbage igen er den hidtil længste – 11.200 sømil, eller en halv omgang jorden rundt.

Lev som digital nomade - Boganmeldelse

Digitale nomader – et liv med mere eventyr og mindre hverdag

”Mor, når jeg bliver stor, vil jeg gerne blive digital nomade.” – Sådan kunne det lyde fra ens barn, født i nutidens digitale virkelighed, fuld af alternative muligheder til det klassiske arbejdsliv. Kan du som forælder født 60´erne eller 70´erne forestille dig sådan en tilværelse? Nej, vel? For hvem kan få smør på brødet ved at rejse rundt i verden og leve digitalt? Man er selv opdraget efter de gense normer for et liv i et samfund, der dikterer at du skal blive en lydig samfundsborger, med en god, solid uddannelse, efterfulgt af et fuldtidsjob, som i sidste ende skal være med til at videreføre velfærdssamfundet. Men sådan behøver det ikke at være.

Mille og Kristian Sjøgren giver i bogen Digitale nomader – et liv med mere eventyr og mindre hverdag deres bud på, hvilke jobs man kan forestille sig at kunne tage med sig under armen og flytte rundt i verden, ligesom en nomade. Det er en bog der handler om et emne, som er meget aktuelt lige nu, en bog som faktisk også falder på et tørt sted. Der er flere og flere mennesker i Danmark der kunne tænke sig at bytte hverdagen med job fra 9 til 17 ud med friheden til selv at disponere over sin tid. Måske er det i dag jeg har mulighed for at opleve noget spændende, så jeg udsætter lige arbejdet til i morgen. Sikke sus det giver i maven at kunne sige det til sig selv. Tænk at have det privilegie. Disse tanker har mange måske haft, men har ikke kunne finde inspiration til hvordan man skal gøre det, hvad med alle de praktiske forholdsregler, osv. Svar på alle spørgsmålene finder man i bogen, der også er krydret med morsomme, lærerige og overraskende oplevelser der gør, at bogen er dejlig let at læse.  

Som læser er man med når familien, der ud over far og mor også tæller to børn i skolealderen, oplever fantastik natur i Island eller USA, livsglæde trods fattigdom i Colombia eller kører fast med en lejebil i en flod i Costa Rica. Alle situationer er beskrevet så livligt, at man som læser føler, at man selv er der. Man kan mærke ens puls stige samtidig med hovedpersonernes og man har lyst til at skråle med, når børnene synger på bagsædet.

Til dig der mangler inspiration eller et kærligt puf for at komme videre med egne drømme om at leve anderledes, er denne bog lige noget du mangler.
Mød Mille, Kristian og resten af familien på FB  og skynd dig at bestille bogen her!

Om at miste fodfæste for en stund

Kronik bragt i Fyens Stiftstidende 

Følg din egen vej

Vi sidder, lige som så mange gange før, i stuens karnap med en varm kop kaffe og kigger ud af vinduet. Det er november måned og bladene hvirvler rundt i haven, de snurrer rundt i en underlig dans, mens regnen pisker vredt på ruderne. Efterår. Egentlig ikke så slemt, vi kender turen, vi kender cyklussen og vi resignerer, trækker os tilbage indendørs med varm kaffe og hovedet fuld af tanker. Men hvor flyver tankerne hen? Dem kan man ikke styre, så de får frit løb og kredser om noget vi, min mand og jeg har talt i årevis: at bytte hverdagen ud med sejlads på verdenshavene. Tidspunktet for denne rejse har vi altid udskudt. For hvornår er det bedst at begive sig afsted? Skal man vente på børnene flytter hjemmefra, på pensionsalderen, på det rigtige tidspunkt i forhold til arbejde eller hvad der ellers er af hensyn at tage? 

For os var det pludselig indlysende: hvis vi ikke sætter en dato lige nu, den novemberdag i karnappen, så kommer det rigtige tidspunkt bare aldrig! Den eneste ting der som regel ligger fast, når man har i tankerne at krydse Atlanten, er at man skal tage højde for orkansæsonen, som slutter i december måned. Hvis man så regner baglæns, er det passende at forlade Danmark der omkring, hvor de fleste starter deres sommerferie. Derfor blev vores afrejsedato fastlang halvandet år frem, altså sommeren 2017.

Fra den dag af, begyndte vi at planlægge, dvs. undersøge hvad vi manglede at købe ind af udstyr til båden, undersøge hvordan med at tage orlov fra arbejde, læse så meget som muligt om andre der har været afsted på langtur. Langturssejlerforeningen organiserer hver vinter en workshop weekend i Jylland hvor man kan møde andre med samme drøm, og hvor man kan udveksle erfaringer, få inspiration og tanke op med en hel masse praktikaliteter inden det store skridt. Og hvis man har været i tvivl før, så er det slut nu. Her er der kun mennesker, der deler sammen begejstring, og pludselig er man ikke alene om det, man er heller ikke den lidt mærkelige type, der har fået en fiks idé. Det er tilladt at drømme og at spørge dumt, livet er dejligt.

Nu er det sjovt, tænkte vi. Nu er det virkelig spændende at sidde og for alvor drømme om de hvide strande, det turkisblå hav og de høje palmer. Lige i de øjeblikke kan man kun forestille sig de positive ting, den evige sommer der venter der hvor smørret smelter og der er ingen grænser for, hvor fantastisk det hele kan blive. Helt langt tilbage i baghovedet lurer spørgsmål som: hvad med forsikringer, told- og myndighederkontrol (dem har vi hørt forskellige historier om) eller de mere alvorlige spørgsmål: kan vi klare flere uger i træk midt på Atlanten, er vi klar, både fysisk og psykisk til at blive afskåret fra virkeligheden? Kan vi klare flere uger i træk uden internet, TV og andre slags underholdende elementer? Og hvad med den tryghed hverdagen giver én? Eller var det nu ikke netop den tryghed vi skulle til at udfordre og træde ud af vores komfortzone for en stund?

Mange mennesker har spurgt os om, hvordan vi tør? Er der ikke mange farer derude? Hvad nu hvis vi kommer ud for en storm eller vi bliver syge på åbent hav? Statistisk set, er der meget mindre risiko for, at der sker ulykker til søs end hvis vi bare kører frem og tilbage på arbejde hver dag. Men vores forestillinger af det værste der kan ske, er stærke hos os mennesker. Så det kræver en vis portion mod og ikke mindst lyst til at springe ud i det. Hvis man kan drømme det, kan man gøre det! Det har vi måske hørt før, men det er trods alt lettere at ønske det, end det er at omsætte tanker til handling. Men for os var det overraskende nemt at tage beslutningen, og vi har hørt fra andre, at lige så snart beslutningen er taget og datoen er sat, så er der ingen vej tilbage. Det handler også om at dele beslutningen med så mange mennesker som muligt, om at sætte ord på drømmen og planerne. På den måde får man ekstra vind under vingerne og det betyder også, at hele ens mindset bliver formet stille og roligt, og til sidst bliver drømmen mere og mere virkelig.

Der er en rastløshed inde i os. Vi er i virkeligheden et par rastløse og spontane mennesker, som har smidt fortøjningerne der bandt os til land og tryghed, og begivet os afsted ud på det enorme ocean, under at ane hvad det helt ukendte kommer til at gøre ved os. Vi skulle snart finde ud af, at der er en følelse af uendelighed der tage over og overlevelsesinstinktet er med til at holde ens humør oppe, trods de meterhøje bølger, snigende søsyge og mangel på sammenhængende nattesøvn. Man føler sig så lille derude og man er virkelig afhængig af naturens kræfter. Indtil nu har sådanne ord lydt lidt hult, men nu giver de virkelig mening. En 32 fods skib er bare ekstrem lille midt i det eventyrlige blåfarvede ocean. Nætterne har aldrig været mørkere og, når der efter de første par uger på det åbne hav, bliver atter fuldmåde, en følelse af lykke spreder sig ombord. Pludselig kan man bruge nattevagten til at betragte månens genskin i vandet og til at orientere sig nogenlunde ombord. Man kan aldrig forberede sig på, hvordan det ville føles at bo på et skib, der krydser Atlanten fra Cap Verde til Tobago. Hvis man er rigtig heldig, vil turen tage ca. tre uger for vores lille båd. Så da vi kastede anker i Pirats Bay på Tobago efter 18,5 døgn, var vi nærmest berusede af glæde. Der er ingen følelse der topper denne, og det første ord vi sagde til hinanden var faktisk: Tak! Tak til hinanden, tak til vores stærke båd, der har ført os sikkert frem og tak til vejrguderne for gunstige sejlerforhold.

Morgenen er ny hver dag. Solen varmer og bølgerne skulper blødt omkring båden der ligger for anker. Den gynger blidt og vi vågner til endnu en dag, langt væk fra novemberregn og våde ruder. Vi er faktisk på den anden side af Atlanten. Vi er nået til øen Tobago i Caribien og kan ikke forstå al den lykke der er overgået os. Regnskovens lyde er med til at validere for os, at drømmen er gået i opfyldelse. Novemberregnen er skiftet ud med kraftige og varme regnskyl, der gør én gennemblødt på få minutter, for så at blive tør igen på lige så kort tid.

Min ellers så fornuftige mand er pludselig forvandlet til mine drømmes kaptajn. Man kan ikke forestille sig hjemmefra, hvordan rollefordelingen ville være på sådan en tur. Men med os var det nemt: Mikael er kaptajnen der har styr på skibet, kursen og alle de ting der kræver teknisk snilde. Jeg tager mig af planlægningen, finder nyttige informationer om de steder vi skal besøge, laver indkøbslister for oceanpassager og tryller i det lille pantry, der blandt andet sætter store krav til ens balanceevne. Vi har undervejs fundet ud af, hvor stor en hyggefølelse breder sig ombord, når man skal til at finde ting i kistebænkene, som kan trylles om til lækre måltider. For selv om man er lettere forkvalmet, er det alligevel dejligt at få noget i maven og håbe på at det bliver nede.

Der er især to ting der er vigtige når man befinder sig midt på havet: ens sikkerhed og ens behov for mad og drikke. Det lyder måske banalt, men hvis de to ting er sørget for, har man mere overskud til en hverdag der kredser omkring at holde kursen, trimme sejl, holde udkig (også om natten), underholde sig selv og hinanden med læsestof, spil, musik og lydbøger, eller simpelthen ikke gå i spåner over den ensomhed, der også sniger sig med ombord. En enkel kop kaffe kan strækkes til flere halve timer, hvor man stirrer ud i horisonten mens solen kommer op eller går ned. Hvor mange gange har man ellers haft tid til rigtigt at ”se” en solopgang? Altså følge solens bane mens den langsomt stiger op af bølgerne? Det er en enestående oplevelse, der gentager sig dag efter dag, og jeg må nok indrømme at det er især denne følelse jeg vil huske bedst, om at være vidne, igen og igen, til dagenes fødsel og nyde den særlige stilhed og ro der breder sig. Det bedste i verden er bare at have morgenvagten, lige dér, hvor natten bliver til dag, hvor kaptajnen tager en velfortjent lur efter hundevagten. Dét er bare livet indkapslet i én eneste splitsekund. Bedre endnu er den længe ventede morgen, hvor spidsen af en bjergtop dukker op i morgendisen og det viser sig, at der er land i sigte! Ubeskrivelig følelse af lykke og sikke en lettelse. Tænk at det lykkes. Tænk at vi krydsede et helt ocean. Og vi gjorde det endda begge veje. Vi turde udfordre os selv og tage chancen.

Det gamle ocean har ellers budt os på lidt af hvert: både varme, jævn passatvind, høje bølger der har gjort livet en smule vanskeligt ombord, men også på vindstille med lange, bløde dønninger, der vækkede en følelse af panik for ikke at bevæge os frem. Og til sidst, på den sidste strækning fra Azorerne mod England, har den så sandelig også vist tænder: i tre døgn har det blæst til en mindre storm, hvor kulden og regnen var med til at skabe en udbredt følelse af magtesløshed og sejlertræthed som er svært at forestille sig, hvis man ikke har prøvet det. Synet at den engelske kyst var ekstra betydningsfuld. Nu var vi så godt som hjemme. For det er det, det hele handler om. Alle rejser handler om at komme hjem. Om at afslutte cirklen. Og i Den Engelske Kanal var vores cirkel fuldendt, nu kan det ikke gå helt galt.

Den sidste aften inden vi anløb hjemhavnen i Middelfart, sov vi for anker ud for Bogø. Hvordan kan man ellers afslutte sådan en rejse end ved at kaste anker, som vi har gjort det så mange gange på det år vi var væk. Den danske sommer tog rigtig varmt imod os og vandet var lige til at bade i. Vores usædvanlig rejse endte med en dansk usædvanlig sommer. Bedre kan det ikke blive og vi er de samme mennesker som før. Eller er vi? Det vil nok vise sig med tiden. Der er dog ingen tvivl om, at vores forhold til hinanden er styrket. Det er noget specielt at kaste sig ud der hvor man bogstavelig talt ikke kan bunde, og finde ud af, at man kan overleve sammen. Og det er specielt når det pludseligt føltes meget vemodigt, efter et par uger hjem, at træde ind i cockpittet og gå rundt på den lille plads, som har været vores hjem i et helt år. Hver eneste krog minder os om noget der er sket på turen og det er sørgeligt at gøre vinterklar, velvidende at der går lang tid, før vi skal sejle igen. Det har gjort det godt, vores gode gamle skib Blue Dane. Det har holdt ud, klaret strabadserne og vi er uendelig taknemmelige.

Nu er vi så tilbage i karnappen, det er forår og de små musvitter har travlt med at bygge redde lige foran vores vindue. Det kildrer i maven ved tanken om, at det snart bliver varmt nok til at sætte båden i vandet og vi tænker med nostalgi i øjnene på det øjeblik, hvor vi kastede los i Middelfart Marina i juli 2017, dengang verden ventede derude. En ting er sikkert: Der er en charme ved alle ting her i livet, årstidernes skiften, fuglenes livscyklus og bølgernes konstante dans på det uendelige hav. Så er det bare med at nyde hvert sekund og glæde sig over de konstante ting. Men det er også i den grad sundt at træde ud af hverdagens tumlerum. Det er sundt at lægge sin skæbne i naturen hænder og at miste fodfæste for en stund.